Moena Mønshallerne har fået 900.000 kr. fra Nordea-fonden til renovering af Møns Svømmehal i Stege. Tilskuddet sikrer tiltag, der styrker fællesskab, tilgængelighed og bæredygtighed.
Med 900.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje er Moena Mønshallerne i mål med den resterende finansiering til det renoveringsprojekt, som Vordingborg Kommune tidligere har bevilget 12 mio. kr. til.
”Vi er meget glade for, at Nordea-fonden har valgt at støtte vores projekt, som er med til at realisere vores mål: Bedre liv, Flere med, Mere grøn”, siger bestyrelsesformand Peter Tommerup. ”Projektet kommer både brugerne og miljøet til gode.”
Udover en påkrævet renovering af bassinerne med vandtætningsmembran og nye klinker m.m. er der nu finansiering til forbedringer i 25-meter-bassinet. Disse vil kun kunne gennemføres samtidig med, at bassinet alligevel er tømt for vand. I den laveste del af bassinet etableres en plan bund, hvor den i dag skråner. Dermed bliver der gode forhold for vandgymnastik og andre former for fitnessaktivitet i vand, ligesom det bliver egnet til genoptræning med barrer udvalgte steder. Bassinet får også en støbt trappe med gelænder for bedre adgang og LED-lys. Tiltagene er fremkommet på baggrund af input fra brugerne, herunder de foreninger der har holdaktivitet i svømmehallen. Desuden etableres bæredygtige, ressourcebesparende løsninger i svømmehalsteknikken.
”Moena Mønshallerne er det største mødested for et aktivt liv på Møn, og med renoveringen af svømmehallen håber vi på at få endnu flere til at nyde svømmehallen i samvær med andre”, tilføjer Inge-Vibeke Boysen. ”Nu kan vi sætte gang i første fase af realiseringen af projektet, det vil sige projektering og derefter udbud.”
Nordea-fondens Renoveringspulje
Nordea-fonden har uddelt 88,5 mio. kr. til 159 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 669 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.
Projekterne har fokus på grøn omstilling, f.eks. energirenovering og tilgængelighed, og fordeler sig over hele landet. ”Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
